Statens relationer til de etablerede stater baserer sig på fire betragtninger, hvilke består af følgende:
- De etablerede stater i den islamiske verden betragtes som om, de er etablerede i de samme landeområder og hører derfor ikke inden for udenrigsforhold. Relationerne til disse anses ikke for at høre under udenrigspolitikken. Endvidere er det wajib at arbejde ihærdigt for at forene dem alle i én stat.
- De stater, som vi har økonomiske, handelsmæssige, eller kulturelle traktater med, eller traktater om godt naboskab, behandles ifølge traktaternes anførte bestemmelser. Hvis traktaten anfører det, kan statsborgerne fra det pågældende land godt komme ind på statens territorier med identitetskort uden behov for pas, under forudsætning af, at vores statsborgere reelt får en tilsvarende behandling. Vores økonomiske og handelsmæssige relationer til disse stater skal være begrænsede til bestemte ting og specifikke karakterer, der er nødvendige, men ikke fører til styrkelse af disse stater.
- De stater, med hvem vi ikke har nogen traktater, og de stater, der reelt er kolonistater såsom England, USA og Frankrig samt de stater, som har grådige planer mod vores lande, såsom Rusland, anses principielt som krigsførende stater. Der skal derfor tages alle forholdsregler i forhold til disse stater og ingen diplomatiske relationer må etableres med disse. Deres statsborgere må kun komme ind til vores territorier med pas og med en speciel indrejsetilladelse til hvert enkelt individ og for hver enkelt rejse, medmindre den pågældende stat bliver en reel krigsførende stat.
- Over for de stater, der reelt er krigsførende, såsom “Israel”, er det wajib at tage krigstilstanden som grundlaget for alle handlemåder. En sådan stat bør behandles som vi er i reel krig hermed, uanset om der er en våbenhvile mellem os og den pågældende stat eller ej. Adgang til vores territorier er forbudt for alle statsborgere fra en sådan stat.