Ummah-Rådet har fem følgende beføjelser:
- (A) Khalifah’ens forespørgsel om shura til Rådet, samt Rådets fremsættelse af shura til khalifah’en, inden for handlinger og praktiske spørgsmål, som angår varetagelsen af anliggender i forbindelse med indenrigspolitikken, hvilket ikke kræver en intellektuel, dybtgående undersøgelse og nøje overvejelse, såsom anliggender vedrørende styret, uddannelse, sundhed, økonomi, handel, industri og landbrug og lignende. Rådets mening er i disse anliggender bindende.
(B) I forbindelse med de intellektuelle emner, som kræver en dybtgående undersøgelse og nøje overvejelse, de emner, som kræver ekspertise og indsigt, samt de tekniske og videnskabelige emner, og ligeledes finanser, militæret og udenrigspolitikken, kan khalifah’en godt henvende sig til Rådet for at forespørge det om shura og forhøre sig om dets synspunkt. Rådets mening i disse tilfælde er ikke bindende.
- Khalifah’en må godt henvise de ahkam (lovgivningerne) og lovene, som han ønsker at vedtage, til Rådet. Rådets muslimske medlemmer har ret til at tage disse op til diskussion, samt at opklare de korrekte eller fejlagtige synsvinkler heri. Hvis de bliver uenige med khalifaha’en om vedtagelsesmetoden ud fra de i staten vedtagne shari’ah-fundamenter, så hører afgørelsen til Madhalim-domstolen. Domstolens mening herom er bindende.
- Rådet har ret til at stille khalifah’en til regnskab for alt, hvad der reelt finder sted i staten, hvad end det handler om indenrigs- eller udenrigsanliggender eller har relation til finanser, militæret eller andet. Rådets mening anses som bindende der, hvor flertallets mening er bindende, og betragtes ikke som værende bindende der, hvor flertallets mening ikke er bindende.
I tilfælde af, at Ummah-Rådet bliver uenig med khalifah’en om hvorvidt en handling, der reelt er blevet gennemført, shari’ah-mæssigt er legitim, rettes der henvendelse til Madhalim–domstolen, for at denne træffer afgørelse om dens legitimitet eller illegitimitet. Domstolens mening herom er bindende.
- Rådet har ret til at udtrykke utilfredshed med khalifah’ens assistenter, wolah (guvernører) og ’ummal (embedsmænd), og dets mening er bindende heri. Khalifah’en har til pligt omgående at afsætte dem. Hvis Ummah-Rådets mening strider mod et givet Wilayah-Råd i forbindelse med tilfredshed eller klage over wolah eller ’ummal, så er Wilayah-Rådets mening fremprioriteret i denne forbindelse.
Rådets muslimske medlemmer har ret til at indskrænke kandidaterne til khilafah-embedet blandt dem, om hvem Madhalim-domstolen besluttede, at de opfylder kontraheringsbetingelserne. Deres mening vedrørende dette er bindende således, at kun valget af dem, Rådet har indskrænket, bliver godkendt.